PATIENTHISTORIER:

Jan. 2015 Line Petermann:

Mit forløb med det danske sundhedsvæsen:

April 2009

Det er påskeferie og jeg hjælper mine forældre med praktiske ting, jeg har bemærket at jeg har ondt i min hæl, men tænker ikke over dette da jeg nok bare har trådt på noget. To dage efter er smerterne i anklen, men de er der jo fordi jeg har gået forkert på min fod pga. smerterne i hælen. Seks dage efter tager jeg til min praktiserende læge fordi jeg er blevet øm i underbenet, jeg får voltaren og ibumetin som jeg lige skal prøve med weekenden over for det er nok ømhed eller en forstrækning fordi jeg har gået forkert. De næste par dage bliver smerterne være og være og jeg får fat i nogle krykker så jeg kan komme rundt. Lørdag aften kommenterer en af mine veninder på at hun synes at mit ben er lidt blåt i det, jeg siger at det er nok bare lyset der gør det eller noget andet. 1½ uge efter de første smerter ringer jeg endnu en gang til lægen jeg kan ingen steder være for smerter, han beder mig komme straks da jeg nævner at den vidst er blevet lidt blålig. Da han ser mit ben snakker vi frem og tilbage og han siger at han er bekymret for at det er en DVT (dyb vene trombose), men at han ikke kan få det til at passe, han ringer til SVS Esbjerg på hæmatologisk afdeling, hvor de vil stå klar til at tage i mod mig. Jeg brød grædende sammen 18 år, top sportsatlet og nu måske med en DVT det kunne ikke passe.Da jeg kommer til SVS Esbjerg går alt meget hurtigt og jeg husker ikke alt, i løbet af den første time har jeg snakket med sygeplejerske, 2 læger og fået taget diverse prøver, derudover hilste jeg på alle de andre ansatte på afdelingen for ingen troed på at det kunne være rigtigt og alle sagde og så at jeg ikke skulle være bange for det kunne umuligt være en blodprop. Blodprøvesvarene øgede mistanken til DVT, men ved ultralyd kunne der ingen DVT findes, men lægerne var sikre da tallene var langt fra normale og derved blev jeg startet op i innohep behandling og senere marevan. Jeg blev rescannet tre dage senere og der fandt de en DVT lige under venstre knæhase.Det næste år fik jeg marevan, da de ved første udredning ½ år efter diagnosen, ikke kunne finde ud af hvorfor blev behandlingen et år. Efter et år kom svaret min krop danner ikke protein c som er en del af koagulation. Dommen lød så fik jeg en trombose igen skulle jeg på blodfortyndende resten af livet.Udover blodfortyndende behandling, fik jeg også kompressionsstrømper som jeg skulle bære i to år for at undgå mén, hvilket jeg også gjorde.

Juli 2013

Det er torsdag d. 4. juli og jeg er på vej på ferie, min ankel er lidt hævet, men det skal ikke stoppe en weekendtur til Oslo for jeg har jo mine kompressionsstrømper fra tidligere af. Dagene går i Oslo og min ankel hæver mere og mere, jeg kan efterhånden ikke lukke hverken sko eller sandaler og min kompressionsstrømpe kan jeg ikke få på for smerter og hævelse. Bekymringen og alle tanker om at det måske kan være en ny DVT kommer op, nervøsiteten breder sig både ved mig men også ved min kæreste og hans forældre. Søndag begynder der farveskift, heldigvis skal vi hjem af nu. Da vi ankommer med færgen til Danmark kører vi til SVS Esbjerg på skadestuen og ryger direkte på hæmatologiskafdeling. Lægen er ikke i tvivl det er endnu en DVT, efter blodprøver er taget, for jeg sprøjten med innohep og stikker mig selv i maven som jeg har gjort ved tidligere behandling, vi bliver sendt hjem for at sove og bedt om at komme igen tirsdag morgen. Tirsdag morgen tager min mor med og vi venter spændt på hvad ultralydscanningen viser og hvad lægen tolker dette til. Dommen fra scanningen er at de har fundet en DVT og jeg skal i behandling, jeg får både innohep og marevan på en gang hvilket de gør fordi de har fundet trombosen og jeg har haft en før. Min verden bryder sammen et liv på blodfortyndende som kostede mig mange sygdage sidst fordi de ikke kunne styre det, jeg magtede ikke dette igen, men uanset hvad det endte med måtte jeg finde nogle mestringsstrategier når alt bare var træls. Efter en uge skulle jeg rescannes trombosen kunne ikke findes nu, og lægen mente nu at der nok ikke havde været nogen, påtrods af alle symptomer samt første scanning jeg synes det var lidt mærkeligt. Jeg blev rescannet 2 gange yderligere uden noget billed af trombosen. Efter 4 uger og mit ben stadig var hævet og gjorde ondt havde jeg ikke noget svar. 2 læger mente at jeg havde haft endnu en trombose og at den bare var blevet opløst pga den megen blodfortyndende behandling, og 2 læger der mente jeg ikke havde haft. Verden er ikke nem når man gerne bare vil have et svar.

September 2013

Jeg bliver henvist til veneklinikken i Brørup da jeg stadig har smerter og hævet ben og derudover har fået fysiske problemer, jeg kan ikke gå mere en 1,5km uden at skulle holde en lang pause pga smerter og uro i benet, jeg kan løbe 1km og ikke mere jeg kan cykle 3km, disse tre ting har jeg ellers aldrig haft problemer med på nogen måde.I Brørup bliver jeg scannet, og intet svar får jeg, udover han simpelthen ikke kan forstå hvorfor jeg har ondt og har et hævet ben. Jeg får udleveret et sæt kompressionsstrømper som intet hjælper.I løbet af september er jeg også ved den lokale fysioterapeut for at se om de kan gøre noget, de laver afspænding to gange i mit ben men lidt virkning, men herefter vil de ikke mere før de har en diagnose for de er bange for at fejlbehandle mig.

Oktober 2013

Bliver jeg henvist til kardiologerne på Kolding sygehus, hvor jeg får at vide at de synes det er mærkeligt jeg kommer til dem for det er ham i Brørup der er Danmarks førende på området. Han fortæller at det nok er helt tilbage fra 2009 jeg har symptomer, hvorved jeg ryster på hovedet og siger at han må tage sig sammen, for efter 2009 trombosen mærkede jeg aldrig til den på nogen som helst måde, så det ville da ikke bare kunne komme pludseligt, hvilket han nok også godt kunne se. Han foreslår at jeg bliver koblet på terapien på Kolding Sygehus, her vil de kunne give afspænding og lymfedrænage, samt målsyet kompressionsstrømper.

November 2013

Første behandling i Kolding. Jeg møder en dame med mundvigene nedaf og hun ser meget uinteresseret ud. Jeg kommer lige fra morgenstunden og har støttestrømpe på, så mit ben er så godt som normalt størrelse, dette kommenterer hun på og spørger, hvad jeg havde forestillet mig hvad hun skulle gøre. Jeg svarede at jeg havde fået at vide fra lægen at hun kunne lave lymfedrænage, give mig nogle øvelser samt bestille målsyede kompressionsstrømper til mig. Hun kigger på mig som om jeg er åndssvag og siger at det kan hun ikke også længe mit ben ikke mere hævet kan hun heller ikke ordne kompressionsstrømper til mig. Tårerne begynder at trille nedad kinderne på mig endnu en der ikke tager mig seriøst og bare vil sende mig videre i systemet. Jeg kigger på hende og siger at hun ikke kan mene det, og at det ikke kan passe at der ikke er en eneste der vil forsøge et eller andet. Tårerne og vreden hjælper og hun overgiver sig og tager mål til en lang kompressionsstrømpe.

Januar 2014

Jeg skal til kontrol da strømpen ikke passer perfekt, de nye mål viser at mit ben allerede er blevet lidt mindre. Den strømpe der ikke passer længere sendes ind og laves til en kort og der tages mål til endnu en lang. Vi aftaler at hvis den passer skal jeg kontakte hende i juni måned. Henover foråret er der ikke rigtig nogen udvikling, mit ben begynder at blive irriteret af strømpen og jeg får flere og flere smerter.

Juni 2014

Kontrol i Kolding – intet nyt prøves.Jeg er til World Cup i München (skydning), hvor jeg møder Conni fra Team Danmark, hun ser jeg render rundt med kompressionsstrømpe og spørger ind til dette, hvor jeg fortæller hende hele historien.Hun fortæller at hun kender en fysioterapeut i Vejle (Kristian) der er gået i gang med et eksperiment med kinesiotape. Da jeg kommer hjem får jeg en mail fra hende med et telefonnummer. Jeg skynder mig at kontakte Kristian og aftaler en dag med ham i juli måned.

Juli-august 2014

Første besøg ved Kristian – alt med forbindelse til benet undersøges. Han taper mit underben op med kinesiotape og jeg lærer selv at gøre det også. Efter 3-5 dage er der tegn på at det virker godt, mit ben er ikke hævet det mindste for første gang i et år. Efter 4 uger er jeg i Vejle igen, benet har ikke været hævet siden, stor succes. Kristian foreslå nu en ny optapning der vil kunne hjælpe på nervebanerne omkring anklen da den er meget øm, dette hjælper også.

December 2014

Fra en træls historie til en god historie, eller jeg står stadig i uvished om hvad der er galt, men vha. tape kan jeg lave en kombination af tape, ingenting og kompressionsstrømper, hvor mit ben ikke hæver op selvom jeg ikke benytter hjælpemidlerne.

Hjælp på en eller anden måde selvom patienten ikke passer ind i nogle af de fine kasser der ellers gåes udfra.

01.10.2013 Sabrina Skiby:

Lørdag den 8. juni 2013 var jeg ude for en ulykke, hvor jeg blev ramt i hovedet af en vandscooter. Det resulterede i 2 kompliceret kæbebrud. Vandscooteren ramte på hagen, og har efterladt et stort ar. Kæbeknoglen flækker på langs, og jeg har fået opereret en plade ind, som skal understøtte kæben.Slaget var så hårdt at kæbeleddet i den anden side hoppede ud, og knoglen omkring leddet brækkede. Jeg blev opereret, og fik et snit lagt ned langs øret. De understøttede kæbeleddet med to plader for at holde det på plads.

Efter operationen hævede jeg meget op i ansigtet, og væsken trykkede en del. 3 dage efter operationen blev jeg tapet med Kinesio tape i ansigtet, samt ned langs lymferne ved kravebenet. Allerede 12 timer senere var der stor forandring at se. Min hævelse var allerede halveret.

Efter ulykken fik jeg en del hovedpine, grundet hjernerystelse og slaget. Det resulterede i spændinger i nakke og hoved, men også her hjalp tapen, kombineret med laserbehandlinger.Under operationen blev flere små nervetråde skåret over. Det resulterede i manglende følelse i ansigtet, men ved hjælp af tapen har jeg genvundet følelsen hurtigere.
I dag snart 3 mdr efter har jeg næsten fuld følelse omkring mit ar på hagen. Der er lidt væske tilbage i den anden side, men for hver dag der går, får jeg mere følelse i ansigtet og mere ansigtsmimik.

Kinesio tapen har været en stor hjælp, til at komme hurtigere igennem min sygdomsperiode.